Ufuldstændig rapportering om svømmeundervisning i Nederland: Behovet for en retfærdig tilgang

Ufuldstændig rapportering om svømmeundervisning i Nederland

Den nyligt offentliggjorte artikel fra NOS om de stigende omkostninger ved svømmeundervisning og det voksende antal børn uden svømmediplom har fået stor opmærksomhed. Men artiklen giver et ensidigt og ufuldstændigt billede af den nuværende situation i svømmebranchen, hvorved en hel gruppe inden for denne sektor holdes udenfor.

Det er rigtigt, at svømmeundervisning er blevet dyrere. Hos den ene udbyder mere end hos den anden. Det ærgerlige er, at der ikke tages hensyn til de ikke-subsidierede kommercielle svømmeskoler. Disse har de seneste år overlevet den ene krise efter den anden uden så meget som en smule støtte. I denne artikel fokuseres der udelukkende på de semikommercielle operatører i kommunale ejendomsbade og på kommunerne. Der tages slet ikke hensyn til de små og mellemstore virksomheder i svømmebranchen — heller ikke i denne artikel.

Et fordrejet billede

Ifølge Remco Hoekman, direktør for Mulier Instituut, er svømmesikkerhed afgørende for alle børn, og de bør have mulighed for at tage deres A-, B- og C-diplom. Tallene fra CBS viser, at andelen af børn uden svømmediplom er steget fra 6 procent i 2018 til 13 procent i 2022. Blandt de fattigste 20 procent af familierne har endda en fjerdedel af børnene slet intet svømmediplom. Disse tal er alarmerende, men giver ikke hele historien.

Vi har flere gange påpeget, at tallene er ufuldstændige, fordi de kommercielle aktører ikke er inddraget i denne undersøgelse. De kommercielle aktører underviser en tredjedel af svømmebørnene og bliver gang på gang forbigået. Her begynder det store problem i svømmebranchen: ved at udelukke den kommercielle side og ved ikke at anerkende svømmeskolernes og de kommercielle svømmebades interesser opstår der et fordrejet billede for den almindelige borger, men også for politikerne. Den slags udtalelser, som er en sammenblanding af forskellige undersøgelser, der har verseret de seneste måneder, skaber snarere et skræmmebillede end en konstruktiv løsning for fremtiden.

Prisen på svømmeundervisning

En rundspørge foretaget af Nieuwsuur blandt tredive kommunale svømmebade viser, at priserne er steget kraftigt. Siden 2018 skal forældre i gennemsnit betale næsten 30 procent mere for svømmeundervisning, med udsving på omkring 70 procent i enkelte kommuner. Hvor man tidligere betalte 9 euro for en svømmelektion, koster den nu omkring 12 euro. For at tage et A-diplom kræves der cirka tres lektioner. Disse omkostninger skaber stress og usikkerhed i familier med få økonomiske midler, hvilket får forældre til at beslutte at stoppe med svømmeundervisning for deres børn.

At fremhæve hjerteskærende beretninger fra folk, der ikke har råd til svømmeundervisning, er én måde at gribe det an på, men man kan også samarbejde inden for branchen om at holde op med at spille offerrollen og i første omgang uden om politikken begynde at anerkende svømmebranchens tre kolleger: kommunerne, de semikommercielle operatører og de kommercielle svømmeskoler og svømmebade. Hertil kan også regnes foreninger, som ligeledes spiller en vigtig rolle i at facilitere svømmeundervisning. De 9 euro pr. lektion ses primært hos foreninger, der arbejder med frivillige, eller hos subsidierede eller driftskompenserede aktører, som kan afskrive de store omkostninger og tab hos kommunerne.

Svømmeskoler kommer slet ikke i nærheden af dette, endsige efter de seneste kriseår.

Ulige tilskud

De stigende priser skyldes især de højere energipriser: det kræver meget energi at holde vandet rent og varmt. For at hjælpe svømmebadene kom regeringen i 2022 med en nødfond på 207 millioner euro. Men ud over energiomkostningerne er også de stigende personaleomkostninger og manglen på badeassistenter store problemer. Mange kommuner samarbejder med (sports)fonde for at hjælpe forældre, der ikke har råd til undervisningen. De kan få en del af eller hele beløbet dækket. Dog kan ikke alle børn få dækket beløbet, og ikke alle kommuner har svømmetilskud. Mulier Instituut finder dette uønsket og opfordrer til bredere adgang til fattigdomsordninger.

At tale om en nødfond, SPUKIJZ, TEK-ordningen og så videre er de seneste år udelukkende blevet sat op for kommunale bade og semikommercielle operatører, så det kommunale ejendomsbad kunne holdes åbent. Dette har ført til en ekstrem forskel mellem kommunen og de semikommercielle aktører på den ene side og de reelt kommercielle på den anden, som selv har måttet dække alle omkostninger, blandt andet ved drastisk at hæve priserne. Det fordrejede billede, der tegner sig i denne artikel, er, at man skulle have gjort alt — ja, for de kommunale ejendomsbade og deres semikommercielle operatører.

En retfærdig løsning

Det er på høje tid, at fordelingen af tilskud og støtteforanstaltninger i svømmebranchen bliver mere retfærdig. Anerkendelsen af kommercielle små og mellemstore virksomheder og skabelsen af et mere lige og overkommeligt klima for svømmeundervisning er afgørende. At tage tilskudssystemet op til revision — herunder Jeugdfonds Sport en Cultuur, hvor det ikke er kommunen, der bestemmer, hvor børnene må svømme, men forældrene, der selv kan afgøre det — ville være et vigtigt første skridt.

Kort sagt: lad os stræbe efter en inklusiv løsning, hvor alle parters interesser inddrages, så svømmeundervisning forbliver overkommelig, og svømmesikkerhed er tilgængelig for alle. Det er på tide, at de kommercielle svømmebade og svømmeskoler får den anerkendelse og støtte, de fortjener.

Kilder:

nos.nl - Zwemles steeds duurder, experts vrezen voor ...