Solen bryder frem, badesæsonen i naturvand er officielt skudt i gang, og tusindvis af mennesker søger mod søer, damme og strande. Det lyder som uskyldig sommernydelse – men den, der virkelig sætter sig ind i, hvordan det står til med vores svømmesikkerhed, ved, at vi leger med ilden.
Det, der udspiller sig på en sommereftermiddag ved vandkanten, er ofte ikke en bekymringsfri picnic, men en risikosituation fuld af misforståelser, overvurdering og manglende forberedelse. Ikke fordi folk ikke mener det godt – men fordi vi ikke giver dem den rette viden, de rette færdigheder og de rette advarsler.
“Nederlændere er gode til at plaske afslappet i vandet, men reelt svømmedygtige i åbent vand? Det er mange ikke. Slet ikke under uventede forhold som kulde, strøm eller uklarhed. Og det er netop under de forhold, at det går galt.” – Shiva de Winter, svømmeiværksætter & formand for NSWZ
Åbent vand er ikke en svømmehal. Og det glemmer vi.
Naturvand er koldt – især om foråret. Temperaturen kan stadig være forræderisk lav, hvilket kan udløse en cold shock response: ukontrolleret vejrtrækning, panik og tab af motorik. I den tilstand klarer man sig ikke med et svømmebevis. Dertil kommer, at mange rekreative badesøer slet ikke har active lifeguard supervision – eller kun i begrænset omfang.
Og alligevel går folk – ofte med en (falsk) selvsikkerhed – i vandet. Børn uden direkte forældreopsyn. Unge, der springer ud fra en lille bro. Vennegrupper med en drink i hånden.
“Der er ikke plads til overmod ved åbent vand. Ingen lifeguard, der ser alt. Ingen bund, du kan nå. Ingen kant at holde fast i. Når det går galt, kan det ofte være fatalt.” – Shiva de Winter
For lidt forberedelse, for mange antagelser
Et udbredt problem: forældre, der tror, deres barn 'kan svømme godt', fordi det har taget sine svømmebeviser i svømmehallen. Men at svømme i naturvand kræver mere end lidt brystsvømning i et opvarmet bassin. Dybde, sigtbarhed, temperatur og uventede situationer gør udendørs vand langt mere komplekst og farligt.
Der findes desuden en voksende gruppe mennesker i Nederland – heriblandt unge med udenlandsk baggrund eller arbejdsmigranter – som ikke er vokset op med den selvfølgelige fortrolighed med vand. De kender risiciene mindre godt og oplyses ikke tilstrækkeligt om dem. Trods enkelte gode initiativer (som informative svømmevideoer fra COA) mangler der en systematisk indsats.
“Alle, der bor i Nederland, skal have adgang til tydelig, kulturelt og sprogligt tilpasset oplysning om vandsikkerhed. Ikke lejlighedsvis. Systematisk.” – Shiva de Winter
Hvor er alvoren? Også hos CBS mangler den.
Det, der gør det hele endnu mere alvorligt, er, at vi hvert år først den 25. juli – World Drowning Prevention Day – får de officielle tal for drukneulykker fra CBS. Præcis midt om sommeren. Altså alt for sent til at kunne føre målrettet politik, tilpasse forebyggelseskampagner eller drage lærdom af den forrige sæson.
Denne kritik er blevet fremført gentagne gange, men CBS nægter indtil videre at frigive disse data tidligere på året. Dermed fratager vi os selv muligheden for at lære og reagere i tide. Hvorfor vente med afgørende, livreddende indsigter, når man ved, at risiciene allerede topper i maj og juni?
“Drukning er ikke en sæsonstatistik, det er en tilbagevendende samfundsmæssig risiko hvert eneste år. Og så længe vi bliver ved med at se tal som ‘bagklog information’, gentager vi de samme fejl igen og igen.” – Shiva de Winter
Hvad skal der reelt ændres?
Systematisk og aktuel kommunikation om svømmesikkerhed. Ikke kun når det bliver varmt, men hele året rundt. Inklusive praktisk undervisning, erfaringsbaseret læring og forældreoplysning.
Tidlige, åbne data om drukneulykker. Tallene skal være tilgængelige inden sæsonen. Analyse og handling hører sammen.
Undervisning, der ser ud over svømmehallen. Hvert barn skal lære, hvad det virkelig indebærer at svømme i naturvand – herunder risici og adfærd.
Målrettet oplysning til risikogrupper. På flere sprog, på skoler, i asylcentre, hos arbejdsgivere, via influencere – tilpasset kultur, oplevelse og kontekst.
Svømmesikkerhed må ikke være en bagatel
Lad dette være en opfordring til beslutningstagere, forældre, undervisere, idrætsforeninger og CBS: tag virkeligheden i åbent vand alvorligt. Sørg for, at folk ved, hvad de gør – før det går galt. Og giv fagfolk og organisationer plads, midler og information til at kunne gøre det ordentligt.
For hvert liv, der går tabt, mens vi kunne have forhindret det, er ét for meget.