Et emne, der ofte diskuteres på skolegården: “Mit barn er lige begyndt og har allerede lært en masse den første lektion”. “Mit barn er allerede rykket op til næste hold”. “Mit barn syntes, det var meget spændende, men læreren tog det så flot, og hun gik grinende hjem”. “Mit barn deltog i hele lektionen med et smil”.
Det er de helt almindelige samtaler forældre imellem, når det handler om svømmeundervisning. Det er en proces, som forældre og børn gennemgår, og hvor barnets stolthed kommer frem. “Se lige, mor, hvad jeg har lavet” eller “se, far, jeg er rykket op til næste hold”. Begejstringen, uanset om den er en smule spillet, hører med til processen. Børn ønsker, at deres forældre er stolte af dem.
Men hvad nu, hvis der efter hver lektion kun kommer et kort referat fortalt af dit barn, som forældre så selv skal udlede status ud fra? Hvad hvis et barn synes, det var så spændende, at det græd hele lektionen igennem? Hvad nu, hvis et barn er faldet og har ondt af det? Hvad nu, hvis læreren har været streng over for dit barn — uanset om det var fortjent eller ej — men du mangler netop den sidste detalje og ikke aner, hvorfor dit barn er så stille? Den helt almindelige kommunikation mellem forældre, børn og de undervisere eller den koordinator, der hører til og skal være der. Angst findes hos børn lige så vel som hos forældre. Det kan og må man ikke se bort fra.
Med undren så jeg i går aftes en video med borgmesteren i Emmen, Eric van Oosterhout. Han reagerede på det postyr, der er opstået omkring QR-koden ved svømmehaller, og de forældre, der af den ene eller anden grund ikke kan eller vil fremvise en QR-kode. Hans svar var koldt og forretningsmæssigt. Noget, der efter min mening ikke klæder en borgmester i denne sag. Van Oosterhout har været borgmester i Emmen i næsten fem år. I et interview, han gav ved sin tiltrædelse, sagde han en række interessante ting. “Min passion er uddannelse. Lige siden min studietid har jeg beskæftiget mig med det. Mit første job havde med børn at gøre, som var kommet bagud i uddannelsessystemet. Det var i regionen Delfzijl. ‘Lige muligheder for alle’,” ifølge Van Oosterhout i et interview med Emmer Courant den 14. marts 2017.
“Ud fra et folkesundhedsperspektiv er det stadig fornuftigt at fastholde QR-koden og kontrollere den ved indgangen til svømmehallen,” lød det videre i Van Oosterhouts argumentation. Efter min mening viser undersøgelsen fra TU Delft netop, at der er visse forbehold ved dette. Jeg vil gerne mødes personligt med borgmester Van Oosterhout for at forklare, hvad betydningen af svømmeundervisning er, en forælders ledsagelse, den proces, som forældre og børn skal igennem, sikkerhedsaspektet, betydningen for børnene af kontinuitet og det at opnå deres første diplom i livet. Men det burde Van Oosterhout vide som far, der også selv har stået ved bassinkanten.
Uanset om man taler længe eller kort om det, forbliver pointen den samme: folk mister af syne, at der ikke længere synes at være nogen som helst indikation på, at coronapasset giver sikkerhed for de mennesker, der befinder sig i lokalet. Overalt omkring os bliver folk smittet. Med to vacciner og endda med boostervaccinen. På sitet gezondheidenwetenschap.be står følgende under faktatjek herom: “Mennesker, der har haft en coronainfektion, udvikler antistoffer mod virussen og er immune i en vis periode. Disse antistoffer forsvinder dog gradvist, hvorfor en ny infektion igen kan føre til covid-19. Desuden virker antistofferne nogle gange dårligere mod nye varianter af coronavirussen. Det samme gælder vaccination: efter en fuld vaccination er man beskyttet mod covid-19 i et stykke tid, men efter cirka seks måneder kan en smitte alligevel gøre en syg igen. Et boosterstik forlænger heldigvis denne periode betragteligt. Vaccination kan nogle gange beskytte dårligere mod nye varianter. Af alle disse grunde er det vigtigt fortsat at overholde hygiejneforanstaltningerne, såsom håndvask, afstand, mundbind hvor det er nødvendigt og udluftning af lokaler”.
Alt i alt kan man altså med eller uden vaccine, boostervaccine eller en tidligere smitte teste lige så positiv som alle andre. Lignende historier kan findes hos NOS og øvrige medier. For sikkerhedens skyld behøver vi det altså ikke. Lad borgmestre som Eric van Oosterhout stå op for deres egne indbyggere og ikke følge Sundhedsministeriets (VWS) tale. Lad borgmestre stå op for de børn og deres forældre, der ikke har nogen stemme, men som om seks måneder kan ende i vandet. Ved 30 plus grader holder man kun få børn tilbage fra at gå i vandet.
Kort sagt: lad ikke de 300 retssager blive nødvendige for at få borgmestre til at gøre det rigtige for deres indbyggere, og i tråd med rettens afgørelse: “Fogeddommeren vurderer derfor, at hovedformålet med aktiviteten under ‘Svømmeundervisning’ er at svømme. Efter fogeddommerens vurdering er det ikke sportsudøvelse eller forlystelse. Børn går til svømmeundervisning for at lære at svømme af hensyn til deres egen sikkerhed. Hovedformålet er at tilegne sig svømmefærdigheder og ikke at dyrke sport. Svømmeundervisning er altså ikke sport”.
Retten taler her helt tydeligt om aktiviteten svømmeundervisning. Uanset hvordan Vereniging Sport en Gemeente, Sundhedsministeriet (VWS) og den mere eller mindre involverede NCTV står på hovedet. Rettens beskrivelse gælder her aktiviteten på det brede plan og ikke kun for svømmehallen i Hilversum.
- Efter Kek Mama: hvorfor vi ikke skal mistro mandlige svømmelærere, men støtte dem2026-01-25
- Må man se på til svømmeundervisning? Lyder simpelt, men det er det ikke2026-01-18
- Opdragelse og svømmeundervisning: Hvem er egentlig ansvarlig for et barns udvikling?2025-02-15
- Forståelse for forældre, der ikke har råd til svømmeundervisning: ansvar og omsorgspligt i svømmebranchen2024-05-23
- Den nye virkelighed for forældre og svømmeundervisning: Forældre, tag jeres ansvar!2024-05-19