KNZB nedgør hårdtarbejdende frivillige og gør krav på lige stort eller større tilskud

Teknisk direktør André Cats fra svømmeforbundet KNZB (Koninklijke Nederlandse Zwembond) regner med, at sportsparaplyen NOC*NSF opretholder det årlige topsportsbidrag til svømmelandsholdet. Det er en flot ambition, men stemmer den egentlig overens med André Cats' — og dermed svømmeforbundets — udtalelser og med NOC*NSF's mission?

I sidste uge udtalte André Cats sig på vegne af KNZB om konkurrencesportens fremtid. Tidligere på ugen sagde han følgende til en journalist: "Vores topsportsprogrammer kan måle sig med ethvert land i verden, men vores klubber har stadig begrænsede muligheder. I de kommende år skal vi væk fra frivillighedskulturen i klubberne. I andre lande står der allerede rigtige professionelle folk ved bassinkanten."

Tager man NOC*NSF's mission og vision frem, træder ét klart budskab frem. NOC*NSF: "Vores mission: Optimale sportsforhold for alle i Nederland. Vores mission er at skabe optimale sportsforhold for alle: fra motionist til topatlet, fra handicappet idrætsudøver til frivillig og fan."

NOC*NSF står altså også for de frivilliges hårde arbejde. I mine øjne er de selve fundamentet i konkurrencesporten. Det hele begynder i svømmehallen med time efter time af træning under vejledning fra frivillige. Disse mennesker er ikke bare hvem som helst. Blandt dem finder man uddannede fagfolk og forældre. Sammen sørger de for, at de unge kan tage springet op på professionelt niveau. Så snart de er nået dertil, må de talenter, der kommer fra en klub, ikke længere træne der og skal melde sig i træningscenteret. Der kommer de under bl.a. KNZB's opsyn.

Ser man på det store billede, er de frivillige altså livsvigtige i svømmeverdenen. Det gælder også de klubber, der tilbyder svømmeundervisning. Her lægges der uselvisk kræfter i at lære så mange børn som muligt at svømme. Derudover har man de mange frivillige, der varetager active lifeguard supervision.

KNZB flytter skakbrikkerne i den forkerte retning. Erkendelsen af, at det er menneskene, der skaber sporten, og at det ikke bare kan dirigeres fra et skrivebord, er endnu ikke helt gået op for dem. Jeg har selv flere gange spurgt højtstående forbundsmedlemmer — når det handlede om svømmeundervisning: "Står I selv nogensinde i badebukser ude i vandet? Har I overhovedet en idé om, hvad der foregår på gulvet, og hvor vigtigt det arbejde er, der udføres dér?"

KNZB må se sig selv grundigt i spejlet: den svømmesikkerhed, de retter fokus mod, og den topsport, de går efter, leveres af mennesker. De mennesker kan man ikke lade i stikken. Dertil kommer spørgsmålet om, hvordan NOC*NSF ser på denne ændring i KNZB's vision, som modsiger deres egen mission.