Gen Z vil have balance, men vandet kræver dedikation

Svar på artiklen i “de Ondernemer”: ‘Unge medarbejdere brænder mindre for sagen’ https://www.deondernemer.nl/personeel/werk-privebalans-jonge-werknemers-werkgevers-onderzoek-ipsos-io~91e02846

📍 af Shiva de Winter – formand for NSWZ, ekspert i svømmesikkerhed og ejer af svømmeskole

De yngste generationer vil have fleksibilitet. Arbejdsgiverne vil have vækst. Og derimellem gnider det.

I AD blev der i denne uge bragt en artikel om generationskonflikten på arbejdsmarkedet. De unge søger mening, frihed og balance. Arbejdsgiverne vil have engagement, dedikation og ansvarlighed. Sammenstødet er til at føle på – også inden for vores fagområde: svømmeundervisning.

Og netop dér er det sammenstød ligefrem farligt.

For mens vi diskuterer arbejdsglæde og selvudvikling med hinanden, ligger der et barn i svømmebassinet. Et barn, der skal lære at overleve. Et barn, der endnu ikke kender forskellen mellem at flyde og at drukne. Et barn, der – uanset hvor lille det er – er fuldstændig overladt til kunnen, skarphed og opmærksomhed hos den, der står foran gruppen.

Svømmeundervisning kræver håndværk, ikke bekvemmelighed

For nogle uger siden skrev jeg allerede:

“At være svømmelærer er ikke et fritidsjob. Ikke et sabbatårsprojekt. Ikke en fleksopgave. Det er et fag. Et fag, man lærer med våde fødder, åbne øjne og fuld fokus på barnet i vandet.”

Alligevel ser det ud til, at den samfundsmæssige tendens – hvor den unge generation skal ‘mærke’, balancere og dosere alt – også siver ind i svømmeundervisningen. Vi ser det i udhulede uddannelser, praktikforløb, der først og fremmest passer til systemer i stedet for til børn, og en afgang af unge instruktører, der aldrig for alvor har lært faget.

Og jeg forstår det godt. Kravet om work-life-balance, mentalt rum og mening er oprigtigt. Men i nogle erhverv handler det ikke om dig. Det handler om den anden.

I svømmeundervisning er det bogstaveligt talt et spørgsmål om liv og død.

Hvad sker der, når ansvarsfølelsen fordamper?

De Ondernemer påpeger med rette, at den unge medarbejder ser ud til at ‘brænde mindre for sagen’, i hvert fald i arbejdsgiverens øjne. I svømmeundervisning er det ikke et HR-problem, men en samfundsmæssig risiko.

Hvis vi bliver ved med at behandle unge instruktører, som om svømmeundervisning er en udfyldningsopgave – noget man tager med, indtil ‘det rigtige arbejde’ begynder – så graver vi et hul, som der fremover ikke længere står nogen professionel klar til at hoppe ned i. Så bliver børnene i vandet passet af studerende med fritidsjob, der hellere vil være online end virkelig til stede, og for hvem overarbejde eller ekstra indsats hurtigt bliver et skridt for meget. Så forsvinder kernen i vores fag: at uddanne til sikkerhed.

Barnet i centrum – ikke formatet, ikke generationen

Hvad har vi brug for?

• Uddannelser, der fokuserer på praksis, ikke på PowerPoints og online-møder.

• Praktikpladser, hvor indholdet er i centrum – ikke afkrydsningen af en liste. Ikke kun hos udbydere, der arbejder ‘efter bogen’, men netop også hos svømmeskoler, der sætter individuel opmærksomhed og vejledning i første række. Dér lærer man faget, som det er tænkt.

• En genoprejsning af faget som livreddende og essentielt.

For svømmeundervisning handler ikke om generationsforskelle. Svømmeundervisning handler om børn. Og børn er ligeglade med work-life-balance eller meningsfuldt arbejde. De skal blive sikre. Punktum.

Så til alle unge jobsøgende, undervisere og beslutningstagere:

Hvis du virkelig vil gøre en forskel, så vælg et erhverv, hvor du hver dag forandrer liv. Hvor du ikke arbejder for likes eller en ‘meningsfuld arbejdserfaring’, men fordi din tilstedeværelse gør forskellen mellem angst og tryghed, mellem afmagt og overlevelse.

Efter 29 år som svømmelærer – heraf 14 år som livredder ved et skovbad – har jeg set det hele passere forbi. Jeg stod ved vandkanten, da de første tegn på ligegyldighed viste sig: unge, der hellere hang op ad hegnet end virkelig holdt øje, for hvem udstråling og solbadning var vigtigere end sikkerheden. Dér begyndte forfaldet allerede. Og nu truer det med at fortsætte.

Hvad jeg altid siger: 👉 Enten kan du undervise, eller også kan du ikke. Det lærer man ikke af en bog. Det sidder i din holdning, din fornemmelse, dit ansvar. I evnen til at tænke forud i stedet for at vente og se.

Man bliver ikke svømmelærer for sin egen skyld. Man gør det for den anden. For barnet, der lige i det øjeblik har fuldstændig brug for dig. For forældrene, der giver dig deres tillid. For et samfund, der skal forblive sikkert i et land fuld af vand.

For svømmeundervisning er ikke en trend. Det er en nødvendighed. Og det kræver mennesker med hjerte for faget – ikke et skema, der passer til din livsfase, men et kald, der er større end dig selv.